Mytisk tid:

I begyndelsen var Ordet, og Taleren var Murtorch. I Hans
visdom skilte han Alting fra Intet, og skabte sig et hjemsted omgærdet af
skaberkraft. Fra Murtorchs fantasi sprang Guderne ud af skaberkraften, og bad
hver især og i samlet flok Murtorch om tilladelse til at skabe deres eget
hjemsted. De fik lov, og skabte i fællesskab og harmoni Gaia. Gaia var
separeret fra skaberkraften, men lå stadig indenfor Alting. Guderne gik da ned
på Gaia og så, at deres hjemsted var goldt og øde, og fandt det trist. De
skabte derfor først Lyset, ved at tage en glød fra Murtorchs hjemsted og smide
den op på himlen. Fra den kom Solen, og fra dens gnister kom Stjernerne. Fra
tanken om Solen sprang Pelor, Solguden, ned fra himlen og krævede hans plads
blandt Guderne. Derefter skabte de Liv i form af planter, og dyr til at
opretholde harmonien. De gode Guder skabte blomster og ordnede forhold, mens de
onde Guder skabte sygdomme og plager til at holde det nede med. Fra de neutrale
Guder kom lysten til balance, og de skabte naturlige cyklusser i vækst og
modvækst. Denne første tvist blev løst ved at Hextor og Heironeus blandede blod
og kaldte hinanden for brødre, og det indordnede alle andre Guder sig under.
Dermed kunne Hextor og Heironeus sammen kalde sig Først blandt Ligemænd.

Men Yondalla fandt stadig jorden trist, og hun klagede
hendes nød til Corellon, Garl og Moradin. Sammen skabte de Gaias Barn, som de
kaldte deres første skabning. Men snart indfandt, selv i dette selskab,
uenigheden. Corellon brød som den første med enigheden og skabte hans egen
race; Elverne. Fra det brud strømmede Kaos ind i verdenen. Som svar på dette
Kaos blev de Guder som ville opretholde aftalen om Gaias Barn en modpol, og fra
dem strømmede Orden ud. Dette skabte endnu en tvist blandt guderne, og igen
måtte Hextor og Heironeus blande blod på, at ud fra principperne om Kaos og
Orden, Ondt og Godt, og Neutraliteten til at opretholde balancen, ville verden
blive defineret. Ligeledes blev aftalen blandt guderne, at Corellons børn
skulle være verdens Førstefødte, og at de skulle befolke Gaia i den
førstkommende alder. Moradin og Yondalla fandt enighed i at skabe hver deres
afart af det samme, som skulle befolke Gaia i den næstkommende alder. Til sidst
fandt Garl, Hextor og Heironeus sammen, og besluttede at Gaias Barn skulle
befolke verden i den sidste alder, og sådan skulle det første blive det sidste.

Men langt fra Gudernes bo, i hans egen hule med skin af flåede
dyr på grottens gulv, sad Gruumsh i selskab med Erythnul og Nerull, og
planlagde hvordan de ville skabe deres egen race som skulle vælte de gode
Guders racer af pinden. De planlagde hvordan at Orker skulle leve af
ødelæggelse og død, sådan at de bibeholdt deres eksistensberettigelse. Fra
dette møde sprang tanken om de Onde og Ødelæggende racer, og tanken om alle racers,
selv Gudernes, dødelighed. Dette princip ville blive enormt vigtigt senere.

Mens Guderne forberedte Gaia på racernes komme, skabte
Nerull og Wee Jas i hemmelighed et separat virkelighed til alle døde sjæle,
sådan at de i stedet for at gå i opløsning kunne tjene de to Guder i evighed.
Men Vecna kendte dengang alle hemmeligheder Guderne imellem, og vidste hvad de
to havde besluttet. Han skabte derfor også hans egen virkelighed, hvor alle som
tilbad ham skulle komme efter deres død, og ødelagde derfor Nerulls og Wee Jas’
plan. De to blev uenige om, hvordan de skulle fange Vecnas tilbedere ind igen,
og Nerull erklærede at de blot skulle tage hvad de ville have. Wee Jas havde
derefter intet andet valg end at involvere alle Guderne i det der skulle blive
den tredje, store tvist. Enden på dette blev, at hver Gud skulle have deres
egne tilbedere, mens de som nægtede at tilbede nogen Gud skulle deles, sådan at
de onde gik til Nerull og de gode og neutrale til Wee Jas. Hextor og Heironeus
blandede blod for sidste gang, og beseglede dermed aftalen.

Herefter mente Guderne alt parat til Elvernes komme. De trak
sig tilbage til Murtorch for at beundre deres skaberværk, og lod Elverne vågne
på Gaia. Men Gruumsh afslørede her hans plan for alle Guderne at se: Han lod
Orker vågne samtidig med Elverne, og fra denne tvist sprang Krig som et faktum.
Men Hieronaeus talte for at slå Orkerne ned, og Gruumsh, Erythnul og Nerull
kunne ikke stå imod ham alene. De søgte derfor Hextors hjælp. Efter lange overvejelser
for og imod erklærede Hextor, at han alene var Først blandt Ligemænd, og at han
besluttede at lade Orkerne leve. Dermed gik endnu en Gud over til ondskab.
Heironeus gik da som modpol over til de gode Guder, og da startede Krigen
Guderne imellem.

Denne krig ville vare i hundredvis af Solår. Under krigen
ville utallige Guder dø, og lige så mange ville samle sig for på den måde at
overleve deres sår. Sådan blev Boccob, Ehlonna, Kord og St. Cuthbert skabt.
Delvis ved at tage døde Guders portefølje, delvis ved at samle sig fra flere
svage til én stærk, og delvis ved at skabe nye porteføljer blev disse Guder
til. Men nogle guder ville også splittes til to, som det skete da Dragon skabte
hans egen race, men blev uenig med sig selv om deres stillingstagen. Derved
brød han med sig selv, og ud fra ham blev Bahamut og Tiamat til.

Samtidig ville flere onde Guder skabe deres egne racer, og
ligeledes ville flere gode Guder skabe deres. De neutrale Guder skabte
elementaler og tjenende ånder. Krigen sluttede dog lige så brat som den
begyndte: Murtorch gik ind imellem de stridende parter og beordrede dem at
ligge deres våben til side, vække de sidste racer og trække sig tilbage til
hvert deres plan. Ligeledes beordrede han Guderne aldrig igen at intervenere
direkte på Gaia, og aldrig at ødelægge deres samlede skaberværk.

En speciel sidenote til denne historie er, at solen gik ned
for første gang da krigen blev erklæret. Natten over var alle Guderne og
racerne så bange for mørket, at der var fred, men da Pelor rejste sig på himlen
igen næste morgen, startede krigen for alvor. På denne måde kan krigen siges at
være starten på tid overhovedet. Dette har skabt den falske historie, at
Guderne skabte Gaia og alt på den i løbet af én dag. Det er ikke anset for at
være god, teologisk tone at sige det, dog.h

Første Alder

I dag defineres al tid fra Gudernes Krig og tilbage som
Mytisk Tid. Imellem Vor Tid og Mytisk Tid ligger den Første Alder. De få
skrifter der er tilbage taler om en verden i ruiner, som langsomt bliver
genopbygget. Midt i alderen opbyggede Dværge og Elvere sammen et samfund som
spændte over den daværende verden, de to kontinenter Alphaeus og Mirothon. Dette
enorme rige efterlod sig ruiner spredt ud over begge kontinenter, tættest langs
floderne, hvor flere storbyer er bygget på gamle ruiner.

Teksterne fortæller kun sporadisk om hvorfor riget faldt
sammen. De mest åbenlyse grunde, såsom interne oprør eller stridigheder,
udefrakommende fjender eller naturkatastrofer, er samtidig de mest tvivlsomme,
da der hverken i teksterne, ruinerne eller legender er tegn på at dette
imperium skulle have faldet på en sådan måde. Faktum er blot at, ved slutningen
på alderen eksisterede imperiet ikke længere.

Hvad vides er, at de indførte den Pelorske kalender, som
stadig bruges den dag i dag, med 365 dage om året, fordelt på 36 uger og 5 dage
i en særlig uge (Kaldet Nytårets Uge eller Omtankens Uge) hvert nytår. Denne
kalender baseres på Solens år (Deraf navnet), og kaldes også den Guddommelige
Kalender. De oprettede ligeledes det først kendte standardiserede møntsystem,
baseret på platinmønten. Det er fra dette rige, at de fleste af vore dages
platinmønter stammer. Ligeledes har de beskrevet krigsførelse, kultur, kunst og
politik. Det er fra deres tekster at ideen om republikker stammer.

I denne alder var verden stadig ny. En magisk tid hvor
skaberkraften stadig gik på Gaia, og magi blomstrede. Eksempelvis var Boccob
anset for at være den øverste Gud i dværgenes og elvernes rige. Det var også i
denne verden at Guderne var tættest på Gaia: De huskede stadig, hvordan de i
tidens morgen havde skabt hvert individ, hver plante, hver sjæl og hvert dyr.
De besvarede bønner, mest ved at tale til den bedende, men historier om store
mirakler der er sket forekommer også. De kraftigste bønner bruges stadig af
præster verden over den dag i dag.

Fra denne tid eksisterer også teorien om sjælens dødelighed.
Der findes få tilbageblivende tekster som enten fortæller om eller refererer
til åndemanere og deres gerninger – heriblandt den endelige destruktion af en
sjæl. Hidtil havde sjælen ellers været sikker på de respektive Guders planer,
men især Nerulls præster kunne hidkalde afdøde til tjeneste efter døden.

Anden Alder

Den anden alder er defineret som fra det øjeblik hvor
Murtorch forsvandt. Selv de dygtigste præster står uden mulighed for at vide
hvorfor – Murtorch stoppede pludselig med at besvare bønner, og han stoppede
med at opretholde balancen mellem Guderne. De neutrale Guder vidste, at de onde
og gode Guder ville benytte lejligheden til at fortsætte Krigen, og de som de
første aftalte derfor, at de ville give en brøkdel af det som gjorde dem til
Guder, nemlig deres kontrol over Gaias naturlove, til udvalgte slægter, dyr og
planter. De fleste af de, som modtog denne gave forstod ikke hvad der var sket
med dem, og forstod ikke at udnytte deres kræfter fuldt ud. Deres nye kræfter
bestod kun i øget intelligens, tankehastighed, styrke, mobilitet, udholdenhed,
skønhed, karisma og så videre. Men i deres gener førte de kræfter til at
manipulere selve grundstenene i Gaia med sig: En ud af tusind velsignede havde
kræfterne og forståelsen til at ændre på sig selv og andre i en optimerende
grad, således at de ikke blot blev bedre, men blev exceptionelle. Hvor de
velsignede blev konger, fyrster, rådgivere, de største handelsmænd, generaler,
storpræster og præsidenter, blev de exceptionelle kejsere, erobrere,
monopolister og små guder. Dette var en forandring fra den første alder.

På Alphaeus støder man på nogle af de ældste byer i verden.
Byer som Delta, Budcaer og Port Dunstol skønnes at være mere end tusind år
gamle, og Delta især menes at have været en storby allerede i den første alder.
Indlandet har været svært at nå selv fra Dunstol, og er næsten uberørt den dag
i dag. Store bjergkæder dominerer dette indland, og er skillelinien mellem
civilisation og barbari. Langs kysten og floderne er handel og fiskeri de
dominerende erhverv, mens at inde i landet er landbrug, skovbrug og jagt
udbredt. Ved bjergene er minedrift i forskellig form praktiseret. Storbyer ligger
for det meste langs kysten eller floderne, således at varer hurtigt kan komme
til og fra. De er domineret af håndværk og handel, og er centrum for
administration og kultur. Siden opdagelsen af Pelhar er Delta vokset til at
være den mest dominerende by på kontinentet, en plads den har erobret fra Port
Dunstol, da Delta overskred grænsen på den halve million indbyggere – en triumf
Port Dunstol endnu ikke er kommet til. Dette har også ført til en skævvridning
af magtbalancen, som tidligere blev holdt ved lige af Dunstol’s adelsmænd
(Konservative til det sidste), og deres dominans over det Alphaeiske indhav og
den massive handel det førte med sig. Ligeledes deres tætte alliancer til og
Belfast har fastholdt deres magtposition i århundreder. Men nu hvor handelen
flyttes fra Indhavet til Vesthavet, især Nedre Dubford og Delta, er Dunstol
begyndt at blegne.

På det sydlige kontinent Mirothon ligger byer som Nedre
Dubford, Dutch Harbour og Middgate. I modsætning til det nordlige kontinent har
der aldrig været en klar magtbalance, og derfor har kontinentet været plaget af
krig de sidste par århundreder. Dolora og Belfast sluttede først fred da Exodus
besejrede Dolora og dermed tvang dem til at afslutte en af deres krige. Dette
er kun halvtreds år siden. Dolora har i mellemtiden været plaget af tabet af
Titansøjlerne (Indgangsklipperne til Indhavet), som de blev nødt til at afstå
til Dunstol. Dette er også grunden til at de sejlede vestpå i en søgen efter
nyt land, og fandt hvad de søgte efter. Det har fået deres land til at
opblomstre igen, men også bragt dem farligt tæt på en krig mod De Tre
Kongedømmer, som også har klare interesser i Pelhar. En anden krig der har
stået på længe er krigen mellem Exodus og Naredin. Exodus har flere gange i
løbet af det sidste århundrede overfaldet Naredins hovedstad, og det lykkedes
en gang for orkerne at brænde byen ned. Kun med støtte fra Øst Unionen og med
den samlede indsats fra hele Naredin lykkedes det dengang at drive orkerne
tilbage fra flodmundingen, og derved redde landet. Derefter kastede Exodus sig
over Dolora og derved fik elverne fred.

Pelhar er det nyligst opdagede kontinent. Det blev opdaget i
1172 af den doloraske kaptajn Sigismund Pelhar, som døbte den ø og den flod han
fandt Pelhar. Da senere opdagelsesrejsende fandt, at kysten strakte sig over
næsten 2000 mil, besluttede Doloras daværende konge, Sylvester II, at hele
kontinentet skulle hedde Pelhar. I de første 25 år kunne Doloras skibe sejle
usete ud af havnen og til Pelhar med kolonister, handelsvarer og soldater, mens
de sejlede tilbage med guld, slaver og andre handelsvarer. Den Pelharske kyst
er domineret af bakker og bjerge, med 3 floder som løber ud i Vesthavet. I
Nordpelhar stikker bjergene direkte ud i vandet. Lidt syd for disse bjerge
løber Domina-floden ud i havet. Midt på kystlinien er der et længere stykke med
uoverkommelige bjerge, som har holdt indlandet frit for kolonister siden de
blev fundet. Herefter følger floden Pelhar og floden Al Diego. Af de floder
hvis udmunding man har fundet, er Al Diego den eneste hvor man ligeledes har
fundet udspringet, som ligger i nogle bjerge lidt længere inde i landet. Alle
tre floder er brede og dybe nok til sejlads, og flere ekspeditioner har været
oppe af floderne. Langs Pelhar og Domina har ekspeditionerne fundet tegn på
større civilisationer, med stenbygninger og templer. Disse indfødte har også
enorme mængder af guld, som Dolora savner for at genopbygge sin økonomi. De Tre
Kongedømmer har også blandet sig i kolonikapløbet. De har erobret Domina og
kysten både nord og syd for. Endvidere har de erobret flere skibe som sejlede
med Doloras flag, og er begyndt på en voldsom ekspansion ind i landet, langs
Domina. Dette tempo kan det relativt fattigere land Dolora ikke følge med i.

Faktuel demografi:

Verdens kendte befolkning er ca. 75 millioner. Her følger de
omtrentlige grupper:

• Mennesker:
  46 %.


• Elvere:
  10 %.


• Dværge:
  11 %.


• Gnomes:
  10 %.


• Halvlange:
  12 %.


• Halv
  orker: 2 %.


• Orker
  (Og andre onde racer): 7 %.

Hertil kommer en ukendt mængde indfødte i kolonierne.

For yderligere, se demografi2.

Blød demografi:

Ca. 5 millioner lever i byer på over 2.000 indbyggere.
Verdens største by er Delta, på lige over en halv million. Ud over
hovedstæderne bor der altså næsten 3 millioner i byer rundt omkring i verden.

Ca. 5 % af befolkningen kan læse og skrive. Heraf bor
størstedelen i byer. Uddannelsessystemet er hovedsageligt kontrolleret af de
forskellige kirker, som ud over basal kundskab som at læse, skrive og regne
også lærer om verdens skabelse og anden basal teologi. Ca. 2 % tjener i enten
militsstyrker eller regulære hære. Det er fordelt med ca. 0,5 % som soldater og
1,5 % er militsstyrker. Herudover har 5 % nok kendskab til våben til i en
nødsituation at blive indkaldt som soldater. Militsen er i de fleste tilfælde
også politi og brandkorps, men kun de færreste steder en fuldtidsstilling.

Dolora:

Demografi:

10 % af Doloras samlede befolkning lever på et
eksistensminimum. Det er daglejere, tiggere, slæbere, flygtninge og i
kolonierne især bortløbne slaver. Da de færreste af disse har noget hus eller
fast arbejde, er det derfor også de færreste som bliver beskattet eller tjener
deres land på anden vis. Der er uforholdsvis mange halv-orker som lever på
denne måde. Halvdelen af Doloras befolkning lever fra hånden til munden. Spilteknisk
har de resources 1. Omkring 40 % af befolkningen lever under rimelige, og i
nogle tilfælde ligefrem komfortable, forhold. Spilteknisk har de resources 2.
Til sidst er der knapt 1 % som har et overskud i hverdagen. Det er samtidig
oppe i de sociale lag hvor stemmeret er mest udbredt. Mens ca. 36 tusind er
stemmeberettiget, er kun fem et halvt tusind opstillingsberettiget. Kolonister
har ikke opstillings ret, og dermed vælges det 149 mand store råd reelt af
Doloras kontinentalsadel og Nedre Dubfords største handelsmænd.

Doloras magtstruktur:

Øverst er guderne. De har formelt indsat kongen, som regerer
ud fra en traktat der bliver indgået ved hans tiltrædelse. De som reelt
bestemmer traktatens indhold er konstitutionsrådet, som består af valgte og
udvalgte adelsmænd. Kun folk med [resources 3 og enten backing 3 eller
influence 3] kan stemme til et sådant valg. Der afholdes valg hvert 10. år. For
at være valgbar skal man også have adeligt blod. Dvs. begge ens forældre skal
have været af adelig slægt, eller de skal begge være adlet af kongen selv. Det
er ikke nok at være adlet selv, på trods af at adlingen giver stemmeret.
Kvinder har ikke stemmeret og kan heller ikke stille op.

Adelen ligger i næsten konstant magtkamp med bourgeoisiet.
Mens bourgeoisiet nok har mange penge, især skaffet hjem fra kolonierne og
handel, har adelen magt, jord og soldater. Denne magtkamp er udvidet efter
nederlagene til de omkringliggende lande, hvor bourgeoisiet mistede deres
største indtægtskilde, Titanstøtterne. Bourgeoisiet vil have retten til at eje
jord, således at de alene har magten over produktionsapparatet, og især i
kolonierne er dette et omstridt punkt, da adelen kæmper med næb og klør for at
have eneret på al jord i kolonierne også. Den brede befolkning har ikke noget at
skulle have sagt i denne sag. Rige byboere udgør grundstammen af bourgeoisiet,
og dominerer alt indenfor de større byers mure, lige fra ejendomme, produktion,
handel og styre, mens landbefolkningen er fæstebønder i adelens vold.

Kongen er magtesløs i striden. Selvom han formelt har
kontrol over hæren, skal budgettet (Og dermed lønninger) vedtages af
konstitutionsrådet, som derfor kræver pladserne som generaler og ret til at
udnævne højere officerer. Samtidig er soldaterne enten fæstebønder (Brugt som fod
soldater) eller professionelle soldater hyret af adelen. Denne eneret på hæren
har flere gange ført til adelens trusler om borgerkrig eller kup, men er blevet
afværget enten ved intern uenighed eller udefrakommende trusler.

Kolonierne har gjort alt værre. Især fæstebønder flygter til
byerne og derfra til kolonierne for at finde en ny fremtid, og by militser har
under bordet fået ordre på ikke at bremse udviklingen. Denne undergravning af
adelens magt er en konstant trussel mod konstitutionsrådets stemme.

Love:

I skal se samfundet som generelt True Neutral. Lovene bliver
fulgt uden rigtigt hensyn til de implicerede (Lawful), og bestikkelser er
dagens ånd (Chaotic). Har man magt er man hævet over loven. I Dolora har kongen
forsøgt at slå ned på korruption, men konstitutions rådet har næsten enstemmigt
slået den slags forslag til jorden, og har på den måde bevaret sin egen
magtbase.

Almindeligt tyveri er forbudt, og straffes ligesom hæleri
med pengebøder første gang og i gentagne tilfælde med håndsafhugning eller det
der er værre. Vold straffes med pisk, bøder og erstatnings betaling, og mord (I
de tilfælde det ikke bare giver dødsstraf) giver ofte samme slags straf, bare
værre. Tilfælde som overfald, røveri, kidnapning eller afpresning falder i de
fleste tilfælde under en kombineret straf. Oftest tages elementer fra
lovgivningen om usømmelig opførsel med, for at kunne give en ekstra hård straf.
Dette giver en større variation på disse kombinationsområder, men som oftest
hårdere straffe end ”bare” en voldsdom.

Intet af dette er tilfældet for adelen. Adelen har i lang
udstrækning diplomatisk immunitet, som kun kan fratages dem af
konstitutionsrådet. Det eneste en adelsmand kan dømmes for er forræderi eller
magtmisbrug – begge sager skal rejses af enten et medlem af konstitutionsrådet,
vicekongen (kolonierne) eller kongen selv. Straffen for forræderi er, alt efter
graden, varierende fra døden til tortur med død til følge. Straffen for
magtmisbrug er oftest konfiskation af formue eller land og i sjældne tilfælde også
ekskommunikation eller at blive dømt fredløs. Når først en sag om forræderi
eller magtmisbrug er rejst, skal der en enorm indsats til for at komme af med
den igen. Almindelige folk har selvfølgelig ikke noget magt de kan misbruge,
men de kan dømmes for forræderi.

Gudsbespottelse er på højde med mord og forræderi en dom der
i de fleste tilfælde giver dødsstraf, men i enkelte tilfælde nøjes man med
ekskommunikation og total konfiskation af al værdi. I særligt grove tilfælde
bliver man overladt til den Guds kirke man har bespottet, og er dermed overladt
til kirkens nåde – eller mangel på samme.

Usømmelig opførsel er den bredeste kategori. Den rækker fra
små forbrydelser som at drikke på offentlige pladser, ikke hilse korrekt på
sine overordnede eller lignende (Småting som ville give en nat bag tremmer, en
lille bøde eller et drag over nakken), over ikke at hilse korrekt på
vicekongen, blamere sig på offentlige pladser eller lignende (Ting som ville
give et par uger bag tremmer, moderate bøder eller pisk), til store ting som at
fornærme adelen, kongefamilien, vanhellige offentlige bygninger eller pladser,
voldtægt, homoseksualitet eller lignende (Store ting som kunne resultere i
flere år i fængsel, enorme bøder eller halshugning). Forsøg på at ændre det
siddende styre kan ligeledes tolkes som forsøg på usømmelig opførsel, og derved
giver fx demonstrationer, forsøg på fri presse eller offentlige taler alt
sammen domme i samme klasse som moderat eller grov usømmelig opførsel.
Ligeledes er forsøg på at udgive sig som værende af højere stand end faktum er
også et brud på disse love, hvor for eksempel fæstebønder som udgiver sig for
at være fribønder er et moderat brud på loven, er udgivelse for at være
adelsmand et groft brud på loven.

Ud over det er der økonomiske forbrydelser, som er den anden
bredeste kategori. Det varierer fra småting som en fejljusteret vægt på
markedspladsen, besiddelse af enkelte falske mønter, kontinuerligt men ikke
bevidst salg af dårlige varer og sådan (Med straffe alt fra midlertidig inddragelse
af handelslicens, små bøder, kort offentlig ydmygelse eller erstatning), over
bevidst snyd af forskellig art, besiddelse af mange falske mønter eller bevidst
distribution af få, skattesvig eller besiddelse af uberettiget ejendom (Med
straffe varierende fra permanent inddragelse af handelslicens, større bøder,
inddragelse af ejendom, pisk på nærmeste torv eller store erstatningssummer),
til stor økonomisk kriminalitet såsom smugleri, falskmøntneri, større
skattesvig, eller tiltuskning af adelig ejendom eller lignende grove sager (Med
straffe såsom halshugning og total inddragelse af ejendom, landsforvisning med
total inddragelse af ejendom, livstidsfængsel med total inddragelse af ejendom
eller slaveri med total inddragelse af ejendom).